|
|
 |
Påske i Prag
| Påske i Prag |
 |
Når far ikke er til flyvemaskiner…Og Kalle på 7 år ikke er til endeløse køreture på bagsædet af en bil…Og når mor gerne vil længere væk end til Lolland i påsken….Så er en autocamperferie en genial løsning. Så påskeferien startede hos Neergårds Camping hvor vi lejede en autocamper for en uge – og turen gik denne gang til Prag.
|
| Dejlige, billige Prag |
 |
Har man en uges ferie, er Prag et oplagt mål. Foråret i Prag er fantastisk og byen ligger kun 740 km. fra København. Afstanden kan tilbagelægges på et enkelt døgn, og alligevel er man så langt hjemmefra, at alt er anderledes, både natur, kultur og ikke mindst priserne. For det er stadig billigt at holde ferie i Prag. Priserne har fået et alvorligt løft opad gennem de sidste årtier, men sammenlignet med andre storbyer i Europa, som f.eks London og Paris, koster mad og drikkevarer kun ca. det halve. Standarden på restauranter og i forretninger er international, og kvaliteten er absolut i top. Især maden overraskede meget positivt. Tiden med kål og Knödel til alle Tjekkiske retter er definitivt forbi og den fineste gastronomi udfolder sig overalt – til absolut rimelige priser. Endnu billigere bliver det, hvis man bevæger sig udenfor selve Prag. Her er priserne kun ca. en fjerdedel af priserne inde i bykernen. Til gengæld er restauranterne og miljøet i forstæderne heller ikke nær så indbydende.
|
| Campingpladsen |
 |
Camping i Prag er en fin oplevelse, blot man er indstillet på, at alt er en anelse mere primitivt og går lidt langsommere end hjemme i effektive Danmark. Der ligger en del campingpladser i udkanten af selve Prag, og der er gode muligheder for at komme ind til byen med bus og metro.
Vi valgte ”Camping Sokol Dolní Pocernice” som ligger i et roligt område ca. 12 km. fra centrum. Pladsen er beskrevet som 4-stjernet og er den dyreste og mest veludstyrede i omegnen af Prag. Vi synes nu nok, at stjernerne er drysset med en temmelig gavmild hånd, for efter dansk campingstandard ville pladsen opnå 2 stjerner. Her er dog alle de mest nødvendige faciliteter, rent og pænt, og personalet taler tysk og engelsk. Der er også en lille legeplads, to trampoliner og et svømmebassin til børnene. I den absolut positive ende ligger prisen på mad og drikke i campingpladsens egen restaurant. En halv liter velskænket koldt Tjekkisk øl kan erhverves for 4 danske kroner. Og da vi bestilte en middag med simpel, men veltillavet mad og drikkevarer til 3 personer, lød regningen på beskedne 50 danske kroner! Menukortet er enkelt med internationale klassikere som pommes frites, burgere og schnitzler. Og så er menukortet besynderligt nok kun på Tjekkisk – som vi ikke fattede noget som helst af. Værtinden stiller dog gerne op og oversætter hver eneste ret til tysk hver gang at en udenlandsk familie indfinder sig ved et af bordene, så vi blev vidner til en del oversættelser i løbet af aftenen…
”Camping Sokol Dolní Pocernice” er populær blandt danskere, og vi mødte en del landsmænd som havde været der flere år i træk. Der var også masser af legekammerater til sønnen selvom det var tidligt på sæsonen, så kun fem minutter efter at vi ankom fandt han sammen med en legekammerat fra Randers og en ubrydelig alliance, der varede resten af ferien, var skabt.
|
| Sol og sommer i april |
 |
Prag ligger omtrent på samme breddegrad som Paris, og er man heldig med vejret, kan man sagtens få sig en forsmag på sommeren selvom der står april i kalenderen. Klimaet er mærkbart lunere end i Danmark og påsken bød på strålende sol og 22 graders varme i dagtimerne. Campingmøblerne fandt hurtigt vej ud af bagagerummet, og markisen fik vi også brug for midt på dagen når solen var skarpest. I det hele taget kunne vi nyde udelivet i fulde drag. Der er også tradition for, at man sidder ude og spiser på Prags utallige fortovsrestauranter og mange steder er der sat varmelamper op ved alle borde, så man kan sidde udendørs en stor del af året.
|
| Effektiv metro og grove taxichauffører |
 |
Det smukke gamle Prag gemmer på uendelig mange indtryk og oplevelser. Selve den historiske bykerne er ikke dog ikke så stor, og kan opleves på 3-4 dage. Tag bussen fra campingpladsen, hvis I som os ferierer i autocamper – der går bus ind til den nærmeste Metrostation, og derfra metro ind til bymidten. I Prag kører busserne kun udenfor byen p.g.a forureningen, mens byen betjenes af gammeldags (og hyggelige) sporvogne samt metronettet. Transporten fra campingpladsen er nem, og busserne kører meget pålideligt efter køreplanen. Metroen er imponerende effektiv og har afgange med få minutters mellemrum. Hele metroens tunnelnet blev ødelagt og lukket efter de store oversvømmelser af Prag i 2002, men blev genåbnet i april 2003, og metroen er igen fuldt funktionsdygtig.
Vil man ikke bruge tid på de offentlige transportmidler har campingpladsen egen minibus med plads til op til 8 personer. Den kan reserveres med chauffør mod betaling. Endelig er der mulighed for at tage en taxi - men pas på! Prags taxichauffører har et meget dårligt ry og de går ikke af vejen for at snyde turister så vandet driver. Således oplevede vi, at præcis samme tur den ene dag kostede 100 kroner, mens den dagen efter pludselig løb op i 500 kroner! Aftal derfor altid prisen på forhånd og gør det meget klart, at I ikke agter at betale mere end den aftalte pris før taxametret startes.
|
| De klassiske, de skjulte, og de gratis fornøjelser |
 |
Alle de gængse turistattraktioner i Prag bør ses. Trækplastre som slottet, det astronomiske ur og Karlsbroen er sikre succeser hos både store og små. Men nyd også selve byens stemning, gadelivet, gademusikanterne og de mange markedsboder. Prag har en folklore og et liv uden sidestykke, og så er det helt gratis at nyde bylivet på en bænk i solen. Husk også at kigge op. Bygningerne er alle steder meget smukt udsmykkede.
Mange steder venter oplevelser, som man ikke umiddelbart kan læse sig til. F.eks havde vi set klokkespillet i det berømte klokketårn flere gange, men ikke tidligere opdaget, at man kan komme op i tårnet, hvis man går ind af døren til venstre for tårnet og op ad en smal trappe til en elevator. Og oven i købet til den rørende pris af 10 kroner for en voksen og 8 kr. for et barn. Und Jer selv at opleve den imponerende udsigt over byen – her kan man danne sig et indtryk af Prag i al dens imponerende helhed.
|
| Konditori efter alle kunsten regler |
 |
Har man en sød tand, eller vil man mærke historiens vingesus, kan et besøg caféen i det gamle rådhus, lige ved siden af Krudttårnet (Powder Tower) anbefales. Bygningens smukke interieur, krystal-lysekronerne og de ulasteligt klædte tjenere giver en stemning som taget direkte ud af en film fra 40´erne. Lejlighedsvis bliver der også spillet klassisk musik af en trio i caféen. Stedet er både restaurant og konditori. Bed om en kage til kaffen, og den helt store kagebuffet rulles hen til jeres bord i form af en imponerende glasvogn fyldt med gigantiske lagkager og flotte tærter. Øjnene var nær trillet ud af hovedet på junior da kagevognen ankom ved han plads og det tog næsten 10 minutter at vælge det store stykke chokoladetærte, der til sidst efter alle kunstens regler blev serveret på hans tallerken. Prøv det – det er oplevelse for hele familien, og kagerne smager himmelsk.
En anden dejlig oase midt i byen ligger for enden af Karlsbroen, på venstre side når man kommer fra centrum. Gå over broen og ned af trappen til venstre lige før enden af broen. Her ligger en charmerende brostensbelagt plads med masser af fortovscafeer, hvor man kan sidde i solen og se på det afslappede bohémeliv, der leves i denne del af byen.
|
| Karlsbroen og det gule marked |
 |
Karlsbroen er et kapitel for sig. Sæt god tid af , for her er altid mange turister og turen over broen foregår i et roligt slentretempo. Her er også masser af underholdning på broen - hele vejen over floden på begge sider. Der står gadehandlere, gademusikanter og gøglere overalt. Portrættegnerne er dygtige og for godt 200 danske kroner fik vi lavet et virkelig godt og vellignende portræt hos en af dem. En sjov og brugbar souvenir til en overkommelig pris.
Er man til shopping, er der uanede muligheder i Prag. Start med et besøg på et af de mange markeder i og udenfor byen. På det såkaldte ”gule marked” finder man alt fra foldeknive til krystalfigurer. Markedet har fået sit navn efter gadehandlerne, der næsten alle er kinesere. I centrum findes mange markedsboder med tøj, souvenirs og smykker. Især trælegetøj er billigt og godt. Prag har også masser af mondæne mærkevarebutikker og større shoppingscentre..
|
| Bagsiden af medaljen |
 |
Tjekkiet er et fattigt land efter europæisk standard. Men som udgangspunkt er Prag ikke mere farlig at færdes i end andre storbyer. Her er en venligsindet stemning og Tjekkerne er imødekommende og hjælpsomme. Man kan uden problemer færdes i bymidten – også efter mørkets frembrud. Der ses faktisk færre tiggere og mindre slum i byen end i f.eks Paris, og der er ordentligt og rent overalt. Men pas på lommetyvene i Metroen. Vores tyske nabopar på campingpladsen vendte triste hjem fra en tur til centrum. De havde fået stjålet penge, pas, kontokort og kørekort fra deres rygsæk. En gruppe mænd havde distraheret dem da de var på vej ind i metroen ved at stoppe op lige foran indgangen og danne tumult. Lynhurtigt var alle deres ting fisket op af rygsækken – og væk var tyvene…
Lige så flot og ren Prag er – lige så usle er forstæderne dog. Kører man bare få kilometer udenfor Prag er husene i forfald, der er beskidt og rodet overalt. Prostitutionen er udbredt og langs vejene ved grænseovergangene fra Tyskland står de prostituerede piger i hobetal og byder sig til udenfor deres særlige træskure, der er bygget i vejkanten. Her kan man i sandhed tale om ”knaldhytter” da det tilsyneladende er her pigerne betjener deres kunder.
Vi kørte en tur ud i oplandet, men vi vil klart anbefale, at en ferie i Tjekkiet holdes i Prag, med mindre man kender landet på forhånd. Det lykkedes os simpelthen ikke at finde en åben campingplads ved Plzen, og den vi kørte efter på kortet var spøgelsesagtig forladt, tilsyneladende lukket, og i fuldstændig i forfald. Så her valgte vi at vende om og køre igen. Der er smukke naturområder i landet – men forbered turen godt og vær forberedt på lidt af hvert, hvis I begiver Jer rundt i Tjekkiet uden at have fastlagt ruten i forvejen.
|
| På gensyn… |
 |
En uges ferie er lige tilpas i Prag. Vi nåede at se os mætte på kulturen, spise os mætte i kager, og var i det hele taget mætte af indtryk da vi vendte hjemad med en følelse af, at vi havde nået en masse og havde fået set hele Prag, der trods alt ikke er så stor som mange af de andre storbyer i Europa.
Vi havde oven i købet tid til en rolig og afslappet hjemtur med en overnatning i Tyskland, før vi igen svingede ind på P-pladsen hos Neergårds Camping for at aflevere ”ferieboligen”. Men vi sagde ikke farvel da vi forlod Hedehusene efter en herlig ferie…Vi sagde på gensyn. For hele familien er enige om, at påskeferien til næste år også skal være en autocamperferie!
|
Vælg udlejningssted...
 Hedehusene, Danmark |
 Burg, Tyskland |

Malmø, Sverige |
|